Jakob Ellemann-Jensen forsøger at præsentere sig selv som en forsoner med sit kandidatur til formandsposten i Venstre. Det vurderer Helle Ib, der er politisk kommentator ved Børsen.
I et interview med flere medier såsom DR, Jyllands-Posten og TV2 News har den politiske ordfører i Venstre tirsdag aften annonceret, at han nu ønsker at være formand.
Derudover svarer han i Jyllands-Posten på en række spørgsmål om alt fra regionernes fremtid til tankerne om et SV-samarbejde. Gennem alle Jakob Ellemann-Jensens svar er der ifølge Helle Ib dog en rød tråd.
- Her og nu vidner hans svar om den rolle, han har påtaget sig: Det primære mål er at samle, siger hun.
- De seneste døgn og uger har skabt historisk dybe sår og en krise i Venstre, som man ikke har kendt til eller har oplevet et sidestykke til i mange år.
- I lyset af de stridigheder, der også har været i blå blok og Venstre, er Jakob Ellemann-Jensen optaget af en ting: At signalere samling.
Samtidig kaster han den idé, som Venstres tidligere formand Lars Løkke Rasmussen luftede i valgkampen om et samarbejde med Venstre og Socialdemokratiet, væk.
Det er ifølge Helle Ib den måske mest mærkbare forskel på Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen hidtil.
I forlængelse heraf nægter Jakob Ellemann-Jensen ikke - modsat Lars Løkke Rasmussen - at samarbejde med Nye Borgerlige.
Helle Ib peger dog på, at Jakob Ellemann-Jensen ikke har fået serveret en løsning på den situation, der fik Lars Løkke Rasmussen til at tale om et SV-samarbejde:
- Hvis der igen kommer ufravigelige krav om, at en ny Venstreregering skal føre en politik, der betyder et opgør med konventioner eller sådan noget, har jeg ikke fantasi til at forestille mig, at Jakob Ellemann-Jensen køber det med som en del af magten.
- Men han får bare begravet spørgsmålet for nu, siger hun.
/ritzau/