Kollega til dræbte Vivi: Hvordan kan jeg fortælle min familie om mordtrusler

Onsdag fik Mia Hansen og heneds kolleger at vide, at de ikke skulle i arbejdsretten for at have strejket efter mordet på deres kollega, Vivi. Her fortæller hun om en hverdag med trusler, og hvordan det man håndterer det hårde arbejdsmiljø overfor familien.

Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.

JEG SIDDER HER PÅ MIN SOFA, og jeg er fyldt med alle de følelser der findes. Lige inden jeg fik fri fra mit arbejde på Center Lindegården i Roskilde, kom der mail om, at KL havde besluttet at mine kollager og jeg, ikke skal betale en bod, fordi vi nedlagede arbejdet 47 dage efter, at vores kollega Vivi, blev stukket ihjel med en kniv af en beboer. 

Det hele er mærkeligt, og det kan føles som om, at jeg mit liv er delt op i to verdner. Den ene verden er den hvor jeg er på arbejde, hvor virkeligheden er, at jeg har været udsat for episoder hvor jeg er blevet truet på livet, fået kastet ting efter mig, oplevet at kollegaer er blevet truet, oplevet at løbe kolleger til undsætning, og oplevet det mine kolleager og jeg frygtede allermest, nemlig at det ville ende så galt, at en af os på Lindegården blev slået ihjel.

DEN ANDEN VERDEN ER DEN, hvor jeg kommer hjem fra arbejde, og har en helt normal hverdag sammen med mine sønner. Jeg køber ind, laver mad, hygger med mine sønner og alt mulig andet helt normalt, imens jeg fortrænger det, der sker på mit arbejde.

Når jeg sidder og spiser aftensmad med min familie holder jeg det for mig selv, så jeg ikke bekymrer mine sønner og resten af familien. Fordi hvordan kan jeg tale om noget så voldsomt, at jeg kort forinden på mit arbejde er blevet truet med at blive slået ihjel, og at jeg endte med at måtte låse mig inde på et kontor og ringe efter politiet.

SÅ NÅR JEG NU TIL AFTEN, sidder her på min sofa, og jeg får mærket efter, så kommer følelserne frem. Det er nu det rigtig går op for mig, at det er lykkedes for mine kollegaer og jeg at få ret i, at vores arbejdsmiljø var farligt. Vi skal ikke i arbejdsretten for at forsvare os.  Heldigvis havde mine kollegaer og jeg anmeldt de episoder med vold og trusler der var, fra Vivi blev dræbt indtil strejken. Så da FOA søger aktindsigt hos politiet viser det sig, at på de 47 dage har vi anmeldt 33 sager.

Det giver dog stadig ikke mening for mig, at der skal så meget til, før man bliver hørt. At mine kolleger og jeg ikke blev taget alvorlige lang tid før drabet. Men det giver mening for mig, at blive ved med at råbe op, fordi jeg oplever at hvis vi står sammen, så står vi stærke, og så vil der ske ændringer. Men vi skal gøre det i fællesskab, og støtte op om hinanden.

SÅ TUSIND TAK TIL ALLE DE FANTASTISKE KOMMENTARER, alle delingerne, og alle de tanker som er blevet sendt til mine kollegaer og jeg.  Sammen kan vi gøre en forskel, ved at fortælle om virkeligheden, og sammen kan vi få ændre psykiatrien, så mennesker der bliver psykisk syge, kan få den behandling de har behov for, så de ikke bliver til fare for dem selv og andre.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.