En socialpædagog og en social- og sundhedsassistent var ligesom Vivi Nielsen på aftenvagt på bostedet Lindegården i Roskilde 25. marts sidste år.
Begge befandt sig derfor i nærheden af Vivi Nielsen, da hun omkring klokken otte om aftenen blev stukket i ryggen af en 31-årig beboer med en psykisk lidelse.
Derfor var de tidligere i dag mandag indkaldt som vidner i Retten ved Roskilde, hvor drabssagen blev behandlet, og fortsat vil blive det i morgen tirsdag.
Og den ulykke, der ramte Vivi Nielsen, kunne ligeså godt have ramt en anden fra personalet, vurderede socialpædagogen. Hun havde ikke bemærket, at tiltalte skulle have haft noget imod Vivi Nielsen.
- Nej, jeg opfatter ikke, at det var personligt. Hvis det var mig, der havde stået derinde (i medicindepotet red.), var det gået udover mig, sagde hun i retten.
Kunne være gået udover en anden
Linegården består af flere forskellige huse, men på gerningsaftenen befandt socialpædagogen sig i samme hus som Vivi Nielsen. Da de havde cirka en time tilbage af deres vagt, fordelte de nogle opgaver imellem sig.
Det blev Vivi, der gik i husets medicinrum for at gøre beboernes medicin klar, og det var her, hun blev stukket med en kniv, der forårsagede så store indre blødninger, at hun efter et par timer afgik ved døden på Køge Sygehus.
En social- og sundhedsassistent, der også var på vagt med Vivi Nielsen den tragiske aften, havde heller ikke indtrykket af, at tiltalte havde noget imod Vivi Nielsen, forklarede hun i retten.
Bad om hjælp til indre dæmoner
De to vidner fortalte, hvordan de på aftenen fik tilkaldt politi og ambulancefolk og sørgede for at yde førstehjælp til Vivi Nielsen, der langsomt gled længere og længere væk.
En anden beboer var løbet ud i køkkenet efter viskestykker, som personalet brugte til at lægge et pres på hendes blødende sår.
Socialpædagogen forklarede, at tiltalte nogle uger forinden overfaldet på Vivi Nielsen var kommet med trusler mod personalet. Han havde sagt, at han ville slå nogen ihjel, hvis de ikke kunne hjælpe ham med at slå hans indre dæmoner ihjel. Af samme grund var han blevet tvangsindlagt.
Også social- og sundhedsassistenten havde oplevet, at tiltalte havde bedt om hjælp.
- Han gav selv udtryk for, at han var dårlig. Han havde selv sagt, at han blev nødt til at slå nogen ihjel, hvis ikke han fik hjælp, sagde hun i retten.
Social- og sundhedsassistenten havde kendt tiltalte, siden han to år forinden overfaldet var flyttet ind på Lindegården. Hun havde oplevet, at hans adfærd var blevet mere aggressiv, hvilket han ikke var, da han flyttede ind på Lindegården.
Tidligere mandag forklarede tiltalte, at han godt kunne lide Vivi Nielsen og ikke ønskede at slå hende ihjel.
Anklager Marie Elvekjær Hansen vil kræve den 31-årige idømt anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid. Sagen forventes at blive afgjort tirsdag eller torsdag.