Det kolde hav nordøst for Fyns Hoved har sat en stopper for et olieudslip fra det 179 meter lange containerskib "Victoria".
Det oplyser vagtholdslederen i Forsvarets Operationscenter, Jesper Sørensen.
Skibet berørte grund nordøst for Fyns Hoved fredag aften, og det resulterede i en 50 meter lang og 20 centimeter bred flænge i skibet.
Der er efterfølgende fundet olie flere steder - også på den nordfynske kyst - men udslippet fra skibet er nu stoppet, lyder det fra vagtholdslederen mandag eftermiddag.
- Det, vi kan sige lige nu, er, at det store hul, der er i tanken, er et heldigt sted. Det olie, der er i tanken, er "heavy fuel".
- Når det når en vis temperatur, så stivner det. Så når vandet er fire grader, er oliens konsistens nærmest ligesom asfalt. Det vil sige, at det ikke kommer ud af tanken nu, siger han.
Ifølge politiet vurderes forureningen fra containerskibet indtil videre at have et overskueligt omfang.
Det vides endnu ikke, hvor meget brændstof der var i tanken, eller hvor meget olie der er sivet ud i havet.
Men der kan meget vel have været omkring 100 kubikmeter i tanken, lyder vurderingen fra vagtholdslederen.
- Vi håber, at det er stivnet rigtig hurtigt. Men om det er sket hurtigt nok, i forhold til hvor meget der er røget ud, kan vi ikke sige. Vi har jo fundet noget på kysterne, som vi tror er fra det her skib, siger han.
Ifølge nyhedsportalen Maritime Danmark blev skibets besætning advaret om risikoen for at støde på grund.
Hos Forsvarets Operationscenter oplyser vagtholdslederen, at det portugisiske containerskib ramte grund, da det sejlede hen over et sted, hvor der er seks meter dybt.
Selve skibet, der havde kurs mod Fredericia, stikker imidlertid ni meter.
Tirsdag regner myndighederne med at rydde op efter olieforureningen, der er fundet på Endelave og kysten mellem Vejle og Horsens.
Skibet "Victoria" befinder sig fortsat nordøst for Fyns Hoved og er ved at blive undersøgt.
Forsvarets Operationscenter vil efterfølgende komme med en anbefaling til, om skibet kan sejle videre.
/ritzau/