En yngre mand er afgået ved døden, og to er svært tilskadekomne efter en soloulykke med en personbil i det centrale Odense.
Det oplyser vagtchef Sten Nyland hos Fyns Politi klokken 00.45 natten til lørdag dansk tid.
Bilen kom kørende fredag aften på Østerbro i Odense, da den af uvisse årsager kørte ind i en husmur.
De tre personer i bilen er alle yngre mænd, oplyser vagtchefen.
Der var ingen vidner til ulykken, og politiet har fortsat spærret af ved ulykkesstedet.
- Vi arbejder derude endnu det næste stykke tid. Vi har endnu ikke fundet ud af, hvad der er gået galt, siger vagtchef Sten Nyland.
Politiet fik anmeldelsen klokken 21.47 fredag aften.
De pårørende til de tre personer i bilen er blevet underrettet om ulykken.
/ritzau/