En nordsjællandsk kørelærer skal op til kontrollerende køreprøve og kan forvente en større bøde, efter han kort før jul blev standset i en spritkontrol.
Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Den nordsjællandske kørelærer er blot en af i alt 31 bilister, der blevet snuppet for spirituskørsel i julemåneden. Det oplyser Per Lundbæk Nielsen, operativ leder af færdselsafdelingen i Nordsjællands Politi
"Dårlig stil"
- Kørelæreren var ikke i en undervisningssituation, men det gør det jo ikke bedre. Det er noget af et dårligt signal og usædvanlig dårlig stil, at personer, der lever af at undervise andre i færdselsreglerne, bliver taget i sådan en kontrol, siger Per Lundbæk Nielsen til Frederiksborg Amts Avis.
I december gennemførte Nordsjællands Politi 37 målrettede spirituskontroller over 15 dage i hele Nordsjælland. 4600 nordsjællandske bilister blev standset, hvilket resulterede i 14 sigtelser for spirituskørsel, en for kørsel i narko-påvirket tilstand, samt 11 sigtelser for at have kørt bil uden at have erhvervet kørekort. Derudover blev en taget for at køre bil, selvom kørekortet var frakendt.
- Ved siden af de målrettede spirituskontroller blev der også standset køretøjer rutinemæssigt under almindelig patruljering. På den måde blev yderligere 13 spiritusbilister og seks narko-påvirkede bilister afsløret. Endeligt var fire spritbilister involveret i færdselsulykker, så vi i alt har sigtet 31 for spirituskørsel og syv for at køre med narko i blodet, siger Per Lundbæk Nielsen.
Til sammenligning blev 33 sigtet for spirituskørsel i julen 2015.
Stadig behov for massiv indsats mod spirituskørsel
- Tallene viser, at vi fortsat er nødt til at være derude med en massiv indsats - også i julemåneden, hvor kampagner og indslag ellers advarer kraftigt mod spirituskørsel. Vores nytårsfortsæt er derfor, at vi her i det nye år vil lade alle puste i alkometeret, når vi bringer køretøjer til standsning. Lad det være en venligt ment advarsel, lyder det fra Per Lundbæk Nielsen.
Hvis den nordsjællandske kørelærer består den kontrollerende køreprøve, kan han fortsætte sit virke - dog med en betinget frakendelse af kørekortet stående i politiets sorte bog.