To unge mænd kan nu efter alt at dømme se frem til en tur bag tremmer efter et fejlslagent røveri mod købmanden i Vorning ved Tjele nær Viborg.
Mændene blev anholdt onsdag eftermiddag, da politiet standsede deres bil i Roum omkring en times tid efter røveriforsøget.
- Klokken 15.26 kommer en gerningsmand ind til Vorning Købmand og truer med en kniv og forlanger penge, fortæller Jørgen Jensen, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.
- Købmanden har et jernrør og får jaget gerningsmanden på flugt, og han flygter i en bil med en medgerningsmand, fortæller Jørgen Jensen.
Røverne blev anholdt klokken 16 i Roum, som ligger små 20 kilometer fra gerningsstedet.
Mændene, der er 19 og 20 år gamle, vil torsdag blive stillet for en dommer ved Retten i Viborg med krav om varetægtsfængsling.
/ritzau/