En købmand slipper for momsen på de varer, der smides ud, men hvis der systematisk arbejdes med madspild, og han for eksempel pænt stiller varer ud til skraldere, så skal der betales moms.
Det må indehaver Max Skov Hansen i Rema 1000 på Søndre Fasanvej i Valby sande, skriver TV 2/Lorry.
Max Skov Hansen har nemlig fået en opkrævning på moms, efter han i februar i TV 2/Lorry fortalte om, hvordan forretningen sorterede mad, som er usælgelig, men fortsat kan spises. Varerne kunne skraldere kvit og frit hente på butikkens lager.
- Det er fuldstændigt vanvittigt, siger Max Skov Hansen til tv-stationen om opkrævningen.
Han kan dog slippe for moms-regningen, hvis han smider maden ud, men det har REMA 1000-købmanden ikke i sinde:
- Jeg vil hellere forære varerne væk til nogen, der kan få glæde af dem og betale regningen som jeg skal, end jeg vil smide gode varer i containeren.
- Det giver super god mening for os at begrænse madspild så meget som muligt og glæde folk her i området med de varer, siger Max Skov Hansen til tv-stationen.