Huspriserne falder - men bankernes renter går op. Og ejendomsskatterne. Men realkreditrenten er jo gået ned.
Folk, der går i tanker om at købe hus, kan have meget at holde styr på.
Men ifølge de danske ejendomsmæglere viser en samlet opgørelse, at det er meget billigere at købe hus i dag end for et år siden.
Ifølge Dansk Ejendomsmæglerforening er det i gennemsnit ca. 19 procent billigere. Et hus på 150 kvadratmeter vil i år koste ca. 64.000 kroner for det første år - mod næsten 79.000 kroner sidste år.
- Der kommer løbende mange nye udmeldinger om lånetyper, skatter, priser, rentefradrag med mere. Som køber kan man let få den opfattelse, at det er blevet dyrere at købe bolig. Men det er ingenlunde tilfældet, siger Troels Theill Eriksen, cheføkonom hos ejendomsmæglerne.
Centralt for køberne er det, at selve huset er blevet omkring 170.000 kroner billigere end i 2011. Selv om bankrenten er dyrere, så er det samlede banklån, man skal tage, blevet lavere.
Samlet betyder det, at renteydelsen efter skat falder med 22 procent i gennemsnit. Selv en mindre stigning i ejendomsskat ændrer ikke ved, at køberne i år får huset langt billigere.
Privatøkonom Las Olsen i Danske Bank kan godt genkende regnestykket fra mæglerne. Og han mener, at de lavere priser må betyde, at prisfaldene på boliger på et tidspunkt må høre op.
- Samtidig må man dog huske på, at vi har ekstremt lave renter, og det bliver ikke ved, siger Las Olsen.
Han mener også, at man skal være opmærksom på regionale forskelle. Således er der grund til at holde øje med, hvordan grundskylden vil udvikle sig i årene frem - især i de dyrere områder omkring hovedstaden.
- Huskøbere skal se på, om det hænger sammen for en - og ikke spekulere på, hvordan det har været før, eller hvordan det måske bliver. Samtidig er det købers marked: der er mange huse til salg, så man behøver ikke tage det første det bedste, lyder rådet fra Las Olsen.