Det var en tydeligt nedtrykt Nadia Nadim, der gik mod omklædningsrummet efter 1-2-nederlaget til Holland, der slukkede Danmarks VM-håb. Samlet røg Danmark ud med 1-4.
Hun var et af lyspunkterne på det danske landshold og scorede allerede efter fire minutter. Men euforien varede kun to minutter, da de stærke hollændere lynhurtigt scorede til 1-1.
I anden halvleg misbrugte Danmark flere store chancer, der ellers kunne have bragt holdet tilbage i opgøret samlet set.
- Det er super trist og ærgerligt. Vi kreerede mange chancer, men vi formåede ikke at score på dem. Det gør ondt. Det gør det sgu.
- Jeg kommer nok ikke til at sove i nat, siger Nadia Nadim.
Hun var med på et dansk hold, der pressede hollænderne i store dele af anden halvleg, men det hollandske mål til 1-1 efter syv minutter gjorde det hele meget mere kompliceret for danskerne, der efterfølgende skulle score tre mål yderligere.
- Lige pludselig skulle vi score tre mål, og så blev det hele bare endnu sværere. Vi havde chancerne i anden halvleg, men vi var ikke gode nok, siger hun.
Nu ser hun frem mod EM-slutrunden i 2021, som Danmark fra næste år skal forsøge at kvalificere sig til. Hun har på ingen måde et karrierestop i tankerne, da hun gerne vil have et OL eller VM med, før hun stopper.
- Jeg har ikke tænkt mig at stoppe lige pt. Jeg har aldrig været til VM og OL. Én af de ting vil jeg gerne prøve. Det var bare ærgerligt, det ikke skulle være denne gang, siger Nadim.
/ritzau/