Med regeringens og Enhedslistens dagpengeaftale fra pinsen må 2850 danskere i en periode indstille sig på en noget lavere indkomst, end de havde kunnet regne med før aftalen.
Det er nemlig så mange, der ville have haft ret til et seniorjob ved deres dagpengeperiodes ophør, men som nu må klare sig med en midlertidig arbejdsmarkedsydelse. Det skriver dr.dk.
Men beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) synes ikke, det er et problem. Målet er nemlig beskæftigelse. Også for den ældre del af de arbejdsløse.
- Målsætningen er, at alle langtidsledige, også ældre, så vidt muligt kommer i ordinært arbejde. Derfor er det for mig at se rimeligt, at den mulighed skal være opbrugt, inden man overgår til seniorjob.
- Det er vigtigt, at den tid bruges til, at flest mulige finder et arbejde, siger Mette Frederiksen i en skriftlig kommentar til dr.dk.
I Ældre Sagen er man bekymret over udsigten til, at 2850 arbejdsløse nu kan se frem til en arbejdsmarkedsydelse i stedet for et seniorjob.
- Den her gruppe er lidt særligt udfordret, fordi når først seniorerne er kommet ud i arbejdsløshed, så har de meget svært ved at komme tilbage igen. Der var seniorjob et godt svar, siger souschef i Ældre Sagen Jens Højgaard til DR Nyheder.
Ordningen kommer til at berøre de ældre, der mister dagpengeretten mellem 1. januar 2014 og 1. juli 2016.
De skal i stedet for fuld overenskomstmæssig løn for et seniorjob klare sig med en procentdel af dagpengesatsen, nemlig med 60 eller 80 procent, alt efter om de er forsørgere eller ej.
De 2850 får udskudt retten til seniorjob i tre til 15 måneder.
/ritzau/