Når kvinder siger, at det ikke er det samme for dem at stimulere vagina, som det er at stimulere klitoris, er den god nok. Det har de nu videnskabeligt bevis for.
Forskere har kortlagt de præcise steder i hjernen, der aktiveres, når man stimulerer klitoris, vagina og/eller brystvorterne. Resultaterne viser, at stimulation de forskellige steder aktiverer forskellige dele af hjernen, skriver Newscientist.com.
"Det her er sikkert bevis på, at der er stor forskel på at stimulere de forskellige regioner," siger Stuart Brody fra University of the West of Scotland, der har været del af forskningsarbejdet.
Samtidig har forskerne fundet ud af, at der er en direkte forbindelse mellem brystvorterne og de nedre kønsorganer. Dette kan forklare, hvorfor nogle kvinder er i stand til at få orgasme blot ved stimulation af brystvorterne.
Undersøgelsen er foretaget ved hjælp af MR-scanninger, men hvordan forsøgene derudover er foregået, fortæller historien ikke noget om.
I et resume af forskningsrapporten hedder det dog under metodeoverskriften, at "vi har kortlagt sensoriske kortikale svar på klitoris-, vaginal-, cervikal- og brystvorte-selvstimulation."
Kilder: Newscientist.com og Wiley