Håndboldlandstræner Klavs Bruun Jørgensen udtog onsdag de 16 spillere, der skal repræsentere Danmark ved VM-slutrunden i Tyskland i december.
Landstræneren har skåret 12 spillere væk fra bruttotruppen på 28 spillere.
- Det er med glæde, jeg kan udtage de 16 spillere, som, jeg tror, kan give os det bedste resultat ved VM i Tyskland.
- De har alle gennem første halvdel af sæsonen gjort sig fortjent til en plads i VM-truppen, og nu får de med visheden ro til at forberede sig til slutrunden, siger Klavs Bruun Jørgensen i en pressemeddelelse.
Det største navn, der er fraværende, er Anne Mette Hansen, venstrebacken fra ungarske Györ.
Hun blev i september korsbåndsskadet, men ytrede et lille håb om at kunne nå at blive klar til VM.
Til gengæld er playmaker Kristina Kristiansen fra Nykøbing Falster med blandt de 16 spillere.
Hun var også med sidste år ved EM i Sverige, hvor hun dog kun fik minimal spilletid på vej mod den fjerdeplads, som blev resultatet for Danmark.
Dengang var Line Jørgensen skadet, men hun er nu klar til at spille med ved VM.
Danmarks målmandsduo udgøres af Sandra Toft og Althea Reinhardt, mens Cecilie Greve og Rikke Poulsen er sorteret fra i den endelige udtagelse.
Landsholdet samles 20. november og spiller to træningskampe mod Sverige som optakt til VM.
Her er Danmarks VM-trup:
Målvogtere: Sandra Toft og Althea Reinhardt.
Fløjspillere: Trine Østergaard, Fie Woller og Maria Fisker.
Stregspillere: Stine Bodholt, Kathrine Heindahl og Sarah Iversen.
Bagspillere: Line Haugsted, Stine Jørgensen, Lotte Grigel, Kristina Kristiansen, Kristina Jørgensen, Mette Tranborg, Line Jørgensen og Louise Burgaard.
/ritzau/