Klar arbejdsdeling i Folketinget: Mænd tager sig af økonomi - kvinder tager sig af velfærd

Socialdemokratiets Lea Wermelin har som formand for Skatteudvalget og medlem af Sundheds- og Ældreudvalget et ben et mandsdominerede udvalg og et udvalg med en højere andel af kvinder. (Foto: Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix/arkiv)

Mændene sidder tungt på Folketingets udvalg om økonomi, transport og udenrigspolitik, mens kvinderne tager teten indenfor uddannelse, sundhed, børn og ældre, viser ny optælling.

Der er en klar arbejdsfordeling mellem mænd og kvinder i Folketingets udvalg, skriver Altinget.

Kvinderne tager sig af de bløde velfærdsområder. Og mænd tager sig af udenrigs- og finanspolitik.

Det viser en gennemgang af kønsfordelingen blandt udvalgsposterne i Folketinget, som Altinget har foretaget.

Her er der en overrepræsentation af mænd i blandt andet Finansudvalget, Det Udenrigspolitiske Nævn, Forsvarsudvalget og Transport-, Bygnings- og Boligudvalget, hvor mændene indtager 70 procent af pladserne eller derover.

Tilsvarende er der en højere andel af kvinder end mænd i Ligestillingsudvalget, Sundheds- og Ældreudvalget, Undervisningsudvalget og Social-, Indenrigs- og Børneudvalget.

Socialdemokratiets Lea Wermelin har som formand for Skatteudvalget og medlem af Sundheds- og Ældreudvalget et ben et mandsdominerede udvalg og et udvalg med en højere andel af kvinder.

Hun betegner overfor Altinget arbejdsdelingen mellem kønnene i udvalgene som "oldnordisk", og mener situationen kræver politisk handling. Ikke med kvoter, men i stedet er der behov for at gøre op med fordomme om, at kvinder ikke kan beskæftige sig med eksempelvis statens finanser.

- Der er brug for, at vi diskuterer det, siger Lea Wermelin og påpeger, at også partierne skal tænke sig om, når udvalgsposterne fordeles.

- Som nyudnævnt formand for Skatteudvalget oplevede jeg mange reaktioner fra almindelige danske mænd, der skrev til mig, da jeg udtalte mig om skatteområdet, hvorfor jeg overhovedet udtalte mig om det, fortalte mig at jeg ikke havde forstand på det, kaldte mig skolepige og så videre, fortæller socialdemokraten til Altinget.

I alt er der en højere repræsentation af mænd end kvinder i 24 ud af de i alt 31 udvalg. Til sammenligning bestrides 63 procent af mandaterne i Folketinget af mænd, mens de resterende 37 procent besættes af kvinder.

Den nuværende fordeling af kønnene i udvalgene adskiller sig ikke fra tiden under SR-regeringen i 2014, som Altinget også har gennemgået.

- Udvalgene med en udpræget skæv kønsbalance har set sådan ud de seneste 25 år, siger kønsforsker Christina Fiig, der til daglig forsker i køn og politik ved Europastudier på Aarhus Universitet.

- Tankegangen om, at kvindelige politikere tager sig af social, børn, sundhed og ældre, og mænd associeres med rigets sikkerhed, økonomi og infrastruktur, slår relativt tydeligt igennem i tallene, lyder det fra kønsforskeren.

Venstres ligestillingsordfører, Martin Geertsen, mener ikke, at der er forskel på de politiske beslutninger, der bliver truffet i udvalg domineret af enten mænd eller kvinder.

Og det kræver ikke politisk handling, mener han:

- Det vil gøre op med nogle helt fundamentale principper for det parti, jeg er en del af, siger han til Altinget.

Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) har ikke ønsket at medvirke i artiklen.