klamme toiletter får børn til at tisse i bukserne

Hvert fjerde barn nægter at bruge skolens toiletter. Det får børn til at tisse i bukserne, lyder det.

Skoletoiletterne er stoppede, mens gulvene flyder over med sjaskvåde papirhåndklæder.

Lignende omstændigheder, der gør toiletterne ulækre, oplever halvdelen af adspurgte elever i fjerde til tiende klasse.

Det får hvert fjerde barn til at holde sig, indtil det kommer hjem, viser en ny undersøgelse foretaget blandt knap 20.000 skolebørn fordelt på 330 skoler i Danmark.

Det kender eleverne fra Skolen på Duevej på Frederiksberg i København alt til.

- Jeg går næsten aldrig på toilettet her på skolen, fordi de er så klamme, så jeg venter altid, til jeg kommer hjem. Det er ret nederen, fordi man får ondt i maven, fortæller 11-årige Ida Hvid Røjgaard fra 5. d.

Søren Rittig, der er professor og overlæge ved Aarhus Universitetshospital, fastslår, at ulækre toiletter øger risikoen for ufrivillig vandladning og forstoppelse.

- Vi kan konkludere, at hvis børnene er utilfredse med toiletterne, er der en 50 procent øget risiko for, at de har problemer med at styre tarmen og blæren.

- Børnene går og holder sig, og det skader deres blærer og lukkemuskler. Til sidst kan børnene ikke styre det, og de får samtidig svært ved at mærke, når de skal på toilettet, forklarer Søren Rittig.

De spritnye resultater fra undersøgelsen viser, at det især er gamle toiletter og mange elever om hvert toilet, der volder problemer med hygiejnen.

I gennemsnit huser de danske skoler toiletter, der har været i brug i over 20 år og bliver delt af op til 25 børn.

Tilbage på Skolen på Duevej medgiver skoleder Niels Christophersen, at der er problemer med toilethygiejnen. Der bliver dog arbejdet intenst med løsninger.

- Den største udfordring er elevernes toiletvaner. Elevrådet har fokus på det ved kampagner. Eleverne fungerer også som toiletvagter, og klasserne har et toilet, som de skal passe på i perioder, siger Niels Christophersen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.