Store dele af landet risikerer at gå i sort, hvis konflikten på det offentlige arbejdsmarked træder i kraft efter påske.
Det vil ikke blot påvirke dagligdagen på sygehuse og i børnehaver, hvis der ikke findes en løsning på de strandede overenskomstforhandlinger - arbejdet på kirkegårde og i krematorier vil også blive ramt.
De ansatte på nogle af landets kirkegårde skal nemlig strejke, hvis der ikke bliver fundet en forhandlingsløsning.
Sådan er det også i Horsens, hvor 3F har udpeget Horsens Kirkegårde, der omfatter Østre, Vestre og Nordre Kirkegård. Her vil arbejdet blive indstillet, hvis det ikke lykkes arbejdsgivere og arbejdstagere at nå frem til en løsning ved forhandlingsbordet.
Det vil i princippet betyde, at alt arbejde - herunder begravelser og kremeringer - ikke kan foretages fra den 4. april og frem til det tidspunkt, hvor der bliver sat en stopper for konflikten.
Ivan Hersland fra 3F Horsens & Omegn understreger i Horsens Folkeblad, at en eventuel strejke på de østjyske kirkegårde vil blive afviklet med "respekt for forlk i sorg".
- Det ville være uetisk, hvis vi stod i en situation, hvor en borger ikke kunne komme i jorden, fordi der er strejke. Det kommer vi ikke til at opleve. Man kan have fuld tillid til 3F, lover han.
Kolding Kirkegårde, Rønne Kirkegård og Krematorium, Svendborg Kirkegård og Krematorium er blandt de steder, der af 3F er udtaget til strejke.