Står det til dagligvarekæderne Bilka, Føtex, Netto, Kvickly, Brugsen, Fakta og Irma, skal alle, der sælger tobak, skjule de sundhedsskadelige produkter for kunderne.
Sådan lyder en fælles opfordring ifølge DR til regeringen og de øvrige partier på Christiansborg fra kædernes ejere: Salling Group, Coop og De Samvirkende Købmænd.
- Vi opfordrer klart Folketinget til at lave en simpel lovgivning, som påbyder butikkerne at gemme tobakken enten nede under disken eller bag et skab, så den ikke er synlig i butikken, siger John Wagner, administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd, til DR.
Han tilføjer, at lovgivningen skal omfatte alle butikker - store som små - for at det er mest fair, og den måde er alle med til at vi får en røgfri generation i 2030.
Netto har siden sommer skjult tobakken, og fra 1. oktober fulgte Føtex og Bilka efter. Og det virker, kan ansvarlighedsdirektør i Salling Group, Jonas Schrøder, konstatere.
Butiksdød og arbejdsløshed
Formanden for brancheforeningen Nærbutikkernes Landsforening, Torben Pedersen, er ikke begejstret for dagligvaregiganternes ønske. Han mener, det vil koste en lang række kiosker og mindre butikker livet.
- Det kan medføre stor butiksdød og arbejdsløshed ude omkring, og det frygter vi naturligvis. Fordi vi har så stor en omsætning på tobak, og den omsætning genererer naturligvis også en indtjening til butikken. Fjerner man den, jamen så dør butikken, siger Torben Pedersen til DR.