Instagram, Facebook og Tinder er blot nogle af de mange apps på smartphones, hvor man som bruger gerne vil have så skarpe billeder som muligt.
Det kan måske have haft betydning for, hvorfor det kinesiske mobilselskab Huawei med deres nylancerede smartphone fokuserer på kameraet.
Og det er et klogt fokus ifølge Jens Hummelmose, der er skribent på techmagasinet recordere.dk.
- Huawei fokuserer helt klart på det vigtigste. Det bedste kamera er det, man altid har med sig.
- Det er enormt vigtigt for folk i dag, at det kamera, de har i deres smartphone, tager rigtig gode billeder, så de kan vise sig frem fra deres bedste side, siger Jens Hummelmose.
Huaweis nye model P20 Pro bliver verdens første telefon med et kamera med tre linser, hvilket giver billeder med det højeste antal pixels på markedet.
De tre kameraer er på henholdsvis 40 megapixels, 20 megapixels og 8 megapixels.
Jens Hummelmose er i Paris, hvor Huawei P20 Pro og dens lidt billigere lillebror P20 er blevet præsenteret. Han er umiddelbart meget imponeret af den nye telefon.
- Den overstiger hidtil forventningerne. Kameraet er helt i særklasse og har et stort forspring i forhold til Apples iPhone.
- Og man kan efterhånden hverken gøre telefonerne hurtigere eller give dem bedre software, så det er kameraet, der bliver det store konkurrenceparameter i fremtiden, siger han.
Modellen byder desuden på et 24 megapixel selfiekamera med kunstig intelligens, der giver mulighed for 3D portrætlys.
Kunstig intelligens giver mulighed for at identificere og adskille objekter og omgivelser, som den bruger til at indstille kameraet optimalt. Kameraet kan blandt andet identificere objekter i bevægelse og stille skarpt på dem.
Den vejledende udsalgspris for Huawei P20 er 4799 kroner, mens den vejledende udsalgspris for Huawei P20 Pro er 6299 kroner.
Huawei er en af verdens førende producenter af data- og telekommunikationsudstyr.
Huawei har mere end 9900 medarbejdere i Europa.
/ritzau/