Mens sagen om drabet på den svenske journalist Kim Wall strammer om ubådsbyggeren Peter Madsen, så åbnede den dræbte 30-åriges mor for første gang offentligt op for familiens tanker, siden Kim Wall blev slået i ihjel om bord på ubåden Nautilus.
Det skete i en tale på Columbia University i New York, hvor Ingrid Wall stærkt berørt talte om sin elskede datter foran datterens tidligere klassekammerater og lærere.
Det skriver TV 2.
Vi får aldrig Kim tilbage
Familien var ofte bekymrede for Kim Walls sikkerhed, når hun rejste verden rundt for at rapportere fra verdens brændpunkter, når hun rejste alene rundt med tog i det sydlige Kina eller var på motorcykeltur i Burma.
- Vores forældrebekymring var blevet en normal tilstand, selv om vi vidste, at Kim passede på. Men i sommer var vi helt trygge. Kim var i København, kun tre kvarters togtur fra sit barndomshjem, fortalte Ingrid Wall ifølge TV 2.
Ingrid Wall fortalte også, at datteren var i Danmark for at skrive en historie om det danske rumprogram.
- Kim skulle interviewe en ubådsejer, der havde planer om at blive den første privatperson i rummet. Som vi alle ved, kom hun aldrig tilbage. Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål, men vi, og resten af verden, får aldrig Kim tilbage, sagde en grædende Ingrid Wall, der fra talerstolen blev støttet af sin mand Joachim Wall.
Det var Kim Walls plan, at historien fra Danmark skulle blive hendes sidste inden hun flyttede til Kina.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Peter Madsen blev anholdt 11. august, dagen efter han og Kim Wall i Nautilus var sejlet ud fra Københavns Havn. 21. august bliver Kim Walls torso fundet i vandet på Vestamager.
Peter Madsen har siden været fængslet og meddelte så sent som onsdag, at han ikke længere ønsker at tale med politiet.