Kim Jong Uns søster står klar til at overtage

Nyheder
31-årige lillesøster har haft en central rolle i diktaturet de seneste år. (Foto: Scanpix)

Nordkoreas diktators tilstand er forværret. Kim Yo-jong er det bedste bud til at overtage magten, skulle han ikke klare det.

36-årige Kim Jong Un kæmper i disse timer for sit liv efter en hjerteoperation ifølge udenlandske embedsmænd med tæt forbindelse til styret i Nordkorea. Diktatoren kæderyger, er overvægtig og har ikke skånet sig selv rent arbejdsmæssigt, så han er ikke ved godt helbred generelt.

Skulle han gå bort, står lillesøster Kim Yo-jong klar til at tage over, forlyder det.

Hun har haft en lynkarriere i styret, hvor hun for bare nogle år siden var helt anonym og eneste opgave var, at stå med et askebæger til storebror, når han kæderøg til diverse begivenheder. Nu er hun mastermind bag hele hans image indenrigs- såvel som udenrigs og en af strategerne bag styrets politik og den vigtigste figur efter Kim Jong Un, siges det.

Myrdede deres onkel

Hun nyder sin brors tillid 100%, og det er jo rart, når ens bror uden at blinke for nyligt henrettede deres onkel, fordi han mistænkte ham for forræderi.

31-årige Kim er dog ingen engel, og hvis man håber på en opblødning af Nordkoreas politik under hende, så er man nok for optimistisk. Således har udlandet stemplet hende sammen med både sin bror og ledende militære topfolk på en sortliste for forbrydelser mod deres eget folk. Hun kom med sin første officielle udtalelse i sidste måned, hvor hun sagde, at ærkefjenden Sydkorea "opfører sig som en lille skræmt hund, som gør af frygt".

Fra at hente askebægre til at udtale sig officielt og lægge strategier, Kim Yo-jong er klar til at overtage magten, hvis storebror dør. Foto: Scanpix