En af Syriens præsidents nærmeste rådgiver og barndomsvenner er deserteret og flygtet til nabolandet Tyrkiet.
Det drejer sig om generalen Manaf Tlas. Han og præsident Bashar al-Assad har ifølge et Assad-venligt medie været venner siden barndommen.
Oplysningen om generalens flugt bekræftes ifølge mediet af en højtstående sikkerhedskilde.
Manaf Tlas er ikke den første general, som er deserteret, men analytikere beskriver hans forsvinden som præsidentens største nederlag til dato.
Sikkerhedskilden mener dog ikke, at Tlas flugt har nogen reel betydning.
- Hvis efterretningstjenesten ville have anholdt ham, havde den gjort det, siger kilden.
- Hans flugt betyder ingenting, lyder det videre.
Omkring 85 syriske regeringssoldater, heriblandt en general, flygtede mandag over grænsen til Tyrkiet. Soldaterne er flygtede sammen med deres familier.
I alt har cirka 300 deserterede soldater inden for de seneste uger søgt tilflugt i Tyrkiet. Myndighederne i Ankara har ved flere lejligheder sagt, at Tyrkiet vil holde grænsen åben for flygtninge.
Imens fortsætter urolighederne i Syrien, og op mod 100.000 syrere er flygtet, siden oprøret mod præsident Bashar al-Assads styre begyndte i marts sidste år.
FN vurderer, at tallet vil nå op på omkring 185.000, inden året er omme.
/ritzau/Reuters