Zainab al-Khawaja, som er datter af den fængslede dansk-bahrainer Abdulhadi al-Khawaja, har fået en dom på en måneds fængsel for at overfalde en politibetjent og for at forsøge at stable en ulovlig demonstration på benene i Bahrain.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters, som har været i kontakt med hendes mor.
Hun blev anholdt for en måned siden, da hun protesterede i forbindelse med Formel 1 grand prix-løbet i landet.
Zainab al-Khawaja blev i mandags idømt en bøde i en sag, som har forbindelse til hendes Formel-1 protest.
- Hun skal løslades, eftersom hun allerede har afsonet fængselsstraffen, siger hendes mor, Khadija Almousawi, til Reuters over en telefon fra Manama.
- Hun nægtede at betale bøden, og dommeren sagde, at hun skal blive i fængsel endnu 40 dage, hvis hun ikke betaler bøden, siger moren.
Almousawi fortæller, at hun har besøgt sin datter i fængslet onsdag, og at datteren har sultestrejket siden søndag.
- Hun er blevet kørt på hospitalet fire gange siden søndag, fordi hendes blodsukker-niveau var meget lavt, siger Khadija Almousawi.
Hendes mand, den ligeledes sultestrejkende Abdulhadi al-Khawaja, var tirsdag i retten i Bahrain. Han ankom i en kørestol, mens han var fulgt af både en læge og tre sygeplejersker.
Tirsdagens retsmøde var en genbehandling i en civil domstol af en dom fra sidste år, hvor al-Khawaja af en militærdomstol blev idømt livsvarigt fængsel for at opfordre til et systemskifte i landet.
Mens retssagen kører, forsøger Danmark i samarbejde med en række andre lande at finde en humanitær løsning på den fængslede dansk-bahrainers sag.
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) har hidtil forgæves presset på for at få udleveret dansk-bahraineren, og det samme har også EU, FN og USA.