Kevin Magnussen indleder søndagens Formel 1-grandprix i São Paulo fra en startplads som nummer syv.
Det er et faktum efter lørdagens kvalifikation på banen i Brasilien.
Den danske McLaren-kører var i den tredje og afsluttende kvalifikation, Q3, efter sin teamkammerat, briten Jenson Button, der blev nummer fem.
Kevin Magnussen lagde stærkt ud i Q1, den første af de tre kvalifikationer, hvor han var tredjebedst.
I Q2, hvor de 10 hurtigste kørere kom videre, blev Kevin Magnussen nummer ni, inden han altså sluttede som nummer syv i Q3.
Magnussen og Button konkurrerer efter al sandsynlighed om en plads hos McLaren i næste sæson, efter at teamet har meldt ud, at det ønsker at tilknytte den spanske Ferrari-kører, Fernando Alonso.
Den førende i VM-stillingen, briten Lewis Hamilton, så ud til at være hurtigst, da han satte bedste tid lige ved udløbet af kvalifikationen.
Kort tid efter kom Mercedes-teamkammeraten, Nico Rosberg, imidlertid drønende og satte bedste tid, 0,033 sekunder foran Hamilton.
Nico Rosberg var også hurtigst i begge fredagens træninger, og det samme var tilfældet, da kørerne tidligere lørdag kørte den afsluttende træning inden kvalifikationen.
Mercedes-køreren lagde også stærkt ud ved at være hurtigst i både Q1 og Q2, så tyskeren har foreløbig været bedst hele vejen i São Paulo.
Lewis Hamilton har dog vundet de seneste fem grandprix'er, og briten har i alt sejret i 10 af sæsonens 17 grandprix'er.
Han fører i den samlede VM-stilling med 316 point, mens Nico Rosberg har 292 point på andenpladsen.
Jenson Button har 94 point på syvendepladsen, mens Kevin Magnussen er nummer 10 med 53 point.
Grandprix'et i Brasilien er sæsonens næstsidste. Det sidste bliver kørt i Abu Dhabi, hvor der er dobbelt så mange point på spil som i sæsonens første 18 løb.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.