Verdensetter Angelique Kerber og Dominika Cibulkova er klar til semifinalerne ved WTA Finals i tennis i Singapore.
Kerber er videre som suveræn etter fra rød gruppe ved sæsonfinalerne i Singapore efter tre sejre i lige så mange kampe. Torsdag blev amerikanske Madison Keys slået 6-3, 6-3.
Med sejren over Keys sørgede tyskeren samtidig for, at Dominika Cibulkova fra Slovakiet klemte sig med videre i den prestigefulde turnering.
Cibulkova fik tidligere på torsdagen sin første sejr i Singapore, da hun slog Simona Halep 6-3, 7-6.
Dermed står Cibulkova, Halep og Keys hver noteret for en sejr i rød gruppe, men da Cibulkova i løbet af turneringen har vundet et sæt mere end Halep og Keys, går semifinalepladsen til slovakken.
Fra den hvide gruppe er den formstærke russer Svetlana Kuznetsova videre efter to sejre i to kampe.
Fredag spiller den forsvarende mester, Agnieszka Radwanska, og Karolina Pliskova om at snuppe den anden semifinaleplads fra gruppen.
/ritzau/