Tv-værten Lene Beier, der netop har været aktuel i Vild med dans, lider af den sjældne sygdom myøxødem, der defineres ved lavt stofskifte. Og den sygdom har hele to gange været ved at koste hende livet.
Det skriver bt.dk.
Første gang, det var ved at gå galt, var hun 25 år.
Lene Beier havde i et par år følt, at noget var galt med hende, men uden at hendes læge kunne finde ud af, hvad. Hun var svimmel, besvimede ofte, var hæs og havde ekstrem tør hud. Det var først, da det næsten var for sent, at hun fik diagnosen og hjælp.
Det skete ifølge bt.dk, da hendes svigermor, der ikke havde set hende længe, kom på besøg. Svigermoderen, der var overlæge på Hillerød Sygehus, spurgte, om hun havde fået tjekket sit stofskifte. Det havde Lene ikke, og hun fik en akuttid hos sin læge.
"Du er kommet i 11. time", lød beskeden.
Foto: Scanpix
- De tal, jeg fik målt, var så vanvittigt dårlige. Flere af kroppens funktioner var holdt op med at virke. Jeg havde ondt i brystet, og mit hjerte kunne ikke følge med, fortæller hun til bt.dk.
Da hun endelig blev diagnosticeret, kunne hun også få medicin, og det hjalp.
Under fødslen af sin søn var det dog ved at gå galt igen. Sønnen var nemlig så stor, at han satte sig fast to gange, og da det var for sent med kejsersnit, endte han med et brækket kraveben og hun med et forstuvet haleben, ligesom hun også mistede næsten to liter blod.
Ifølge hende selv kan sønnens størrelse skyldes hendes sygdom.
I dag, hvor hun de seneste uger har brugt mange timer i træningslokalet for at lære nye dansetrin, tænker hun ikke så meget på sygdommen. Hun tager dog dagligt medicin, får ondt i hovedet, hvis lyset er for skarpt, er kuldsær og får kridhvide fingerspidser, hvis det er for koldt, fortæller hun til bt.dk.