Kendt tv-vært: Jeg arbejder gerne gratis

Kunne Annette Heick få en livstidskontrakt som vært ved Dansk Melodi Grand Prix, ville hendes lykke være gjort.
Annette Heick, når hun har det allerbedst: På scenen ved Dansk Melodi Grand Prix. Billedet her er fra februar i år.
Annette Heick, når hun har det allerbedst: På scenen ved Dansk Melodi Grand Prix. Billedet her er fra februar i år. Foto: Henning Bagger/Scanpix/arkiv

Stod det til tv-værten, entertaineren og sangerinden med meget mere, Annette Heick, så ville hun arbejde gratis for DR.

I hvert fald, når det kommer til Melodi Grand Prix, hvor hun er hyret som vært for tredje gang.

- Jeg blev simpelthen så glad, da jeg blev spurgt. Det er jo fantastisk at blive spurgt for tredje gang, siger Annette Heick til ugebladet Søndag.

- Jeg elsker Melodi Grand Prix og kan virkelig nørde omkring det. Jeg kan ikke få nok af det, og jeg har da også sagt til DR, at jeg gerne skriver under på en livstidsansættelse - også uden løn.

På toppen af poppen i Aarhus

Musik og Melodi Grand Prix løber i blodet på Annette Heick. Fra 24. oktober og frem til sidst i november er hun aktuel i teaterkoncerten "Made in Aarhus".

Her skal hun sammen med Trine Pallesen, Xenia Lach-Nielsen, Tomas Ambt Kofod og Kris Herman fremføre et overflødighedshorn af pop- og rockmusik fra den jyske metropol. På programmet er der numre af kunstnere som Gnags, På Slaget 12, TV-2, Poul Krebs, Medina, LOC og Thomas Helmig.

Men også det årlige Melodi Grand Prix er Annette Heick flasket op med. Blandt andet har hendes far, Keld Heick, i årtier været en del af showet som komponist, vært og deltager.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.