Skuespillerinden Margot Kidder, der er bedst kendt for sin rolle som Lois Lane i Superman-filmene i 1970'erne og 1980'erne er afgået ved døden.
Hun blev 69 år. Det oplyser bedemandsforretningen Franzen-Davis Funeral Home i Livington i Montana mandag.
På bedemandens hjemmeside fremgår det, at Kidder døde søndag i sit hjem i byen. Der er ikke yderligere oplysninger om årsagen til dødsfaldet.
Kidder begyndte at lave skuespil i 1960'erne. Men hun brød først igennem i 1973 i filmen "Sisters".
Efterfølgende spillede hun over for Christopher Reeve i fire Superman-film. De to havde ifølge den britiske avis The Independent et tæt venskab til Reeves død i 2004.
Men i 1996 kæmpede hun med sine egne helbredsproblemer, og blev diagnosticeret med en bipolar lidelse, som hun sloges med i årevis.
På et tidspunkt tog sygdommen til og var skyld i, at hun var hjemløs i en periode. Efter et sammenbrud forsvandt hun i fire dage.
Da hun til sidst blev fundet i en baghave, var hun i en manisk tilstand. Her blev hun tilbudt psykiatrisk pleje.
Det tog lidt tid, før Kidder var tilbage i sin rolle som skuespillerinde. Men i 2000 spillede hun mindre roller i "Smallville", "The L Word" og "Brothers and Sisters".
Kidder, der var født i Canada, optrådte senere i filmen "The Great Waldo Pepper" og børneserien på tv "The Haunting Hour" i 2014. Den optræden indbragte hende en tv-Emmy.
Men ud over sit skuespil er Margot Kidder også kendt for sin rolle som miljøaktivist og krigsmodstander.
Ved præsidentvalgkampen i USA i 2016 støttede hun også demokraten Bernie Sanders.
Kidder var gift og efterfølgende skilt tre gange. Hendes første ægtemand var den amerikanske forfatter Thomas McGuane, som hun fik en datter med.
Det var først i 2005, at Margot Kidder blev amerikansk statsborger.
/ritzau/Reuters