Engelsk fodbold er ramt af en stor tragedie. Den thailandske ejer af klubben Leicester City FC er død efter at han lørdag aften styrtede ned med sin helikopter.
Det er en tradition, at Srivaddhanaprabha flyver fra stadion i sin helikopter efter kampene. Men kort tid efter, at helikopteren lettede, gik den i spin og styrtede ned på en parkeringsplads foran King Power Stadium, hvor Leicester City FC spiller sine hjemmekampe. Helikopteren brød derefter i brand.
Den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel spiller i Leicester og var til stede ved styrtet, der skete bare en time efter klubbens 1-1 kamp mod West Ham.
- Jeg kan ikke tro, at dette er sket. Jeg er helt knust og ødelagt. Jeg kan ikke tro, hvad jeg så i aftes. Det virker ikke rigtigt, skriver Kasper Schmeichel.
Han beskriver ejeren som hårdtarbejdende, dedikeret, passioneret, venlig og ekstremt generøs.
- Du berørte alle. Ligemeget hvem det var, havde du tid til dem. Jeg har altid beundret dig som leder, som far og som mand.
Vichai Srivaddhanaprabha ejede den thailandske butikskæde King Power. Han købte Leicester City FC i 2010, og i 2011 kom Kasper Schmeichel så til klubben.
Her er han i dag anfører, og den danske keeper spillede en afgørende rolle, da klubben højest overraskende vandt det engelske mesterskab i 2016. Året efter nåede klubben også til kvartfinalen i Champions League.
- Du kommer aldrig til at vide, hvor meget du har betydet for mig og min familie. Jeg er beæret og priviligeret over at have været en lille del af dit liv, slutter Kasper Schmeichel det lange indlæg med.
Udover Vichai Srivaddhanaprabha var der fire andre passagerer ombord på helikopteren. De fire omkom ligeledes også ved styrtet.
Der er tale om to af Srivaddhanaprabhas ansatte - Nursara Suknamai og Kaveporn Punpare. Deruodver døde piloten Eric Swaffer og passageren Izabela Roza Lechowicz.