Kendt SF'er vil tyde drømme og læse energier

Meta Fuglsang er blevet clairvoyant. (Foto: Colourbox)

SF'eren Meta Fuglsang har åbnet en clairvoyant praksis.

SF'eren Meta Fuglsang, der er tidligere næstformand og nuværende folketingskandidat, er blevet uddannet clairvoyant og har åbnet en praksis. Det skriver Berlingske Nyhedsbureau.

Meta Fulgsang håber, at hun kan være med til at bryde de fordomme, der er om clairvoyance.

"Der er mange forestillinger om hokuspokus på det område her, og der er sikkert også mange, der laver hokuspokus. Men jeg opfatter mine evner som et håndværk til at læse andre mennesker. Det er hverken religiøst eller overtroisk," fortæller Meta Fuglsang.

"Jeg kan stille ind på et andet menneske og læse deres energifelt. Hvis du forestiller, at alt det, du har oplevet, tænkt, følt og mærket i hele dit liv, er i dig som en energi, så kan jeg aflæse den energi," forklarer hun.

Clairvoyancen vil dog ikke blive på fuld tid. Politikeren beholder sit job hos AOF, Arbejdernes Oplysningsforbund.