Det tog ægteparret Michael Munk og Mette Derdau syv måneder fra dørene til gourmetrestauranten Memu i Vejle var slået op, til der kunne slås en Michelin-stjerne på indgangsdøren.
Men ejer og køkkenchef Michael Munk tåler heller ikke sjusk.
I et interview med DR lægger han ikke skjul på, at han råber højt og er en hård mand i køkkenet. Og så er der to ting han ikke vil se i sit køkken:
- Jeg tolererer ikke, at vi har en dårlig dag. Vi har aldrig haft en dårlig dag, og det kommer vi heller ikke til.
- Jeg tolererer ikke sjusk. Det er så vigtigt, at folk går herfra og føler, at de har fået mere, end de har betalt for. Vi vil være de bedste, siger han til DR, og skitserer kravene til personalet således:
- Det er svært at tiltrække kvalificeret personale. Der er kun et par håndfulde folk, der gerne vil arbejde på det her niveau og give det, som det kræver. Det kræver noget ekstra. Det er ikke bare 37 timer fra otte til fire, det er altså tidlig morgen til sen aften, og man skal være frisk og veludhvilet og velforberedt, når man møder. Det er en enorm udfordring.
Han giver selv alt, hvad der er i ham. Det samme gør hustruen Mette, som er restaurantchef og sommelier.
- Det kræver forståelse, at man eksempelvis aldrig har fri om lørdagen. Jeg arbejder seks dage om ugen i 14 timer om dagen, mindst. Mette og jeg har det samme ambitionsniveau og det samme gear, og det er det, der skal til for, at man kan få det til at fungere, siger Michael Munk til DR.