Enhedslistens Rosa Lund nægter at lade sin sygdom være en begrænsning for de ting, hun gerne vil have ud af livet.
Den 32-årige barselsvikar for Johanne Schmidt-Nielsen var 24 år, da hun fik diagnosen sklerose.
Men det forhindrede hende ikke i et halvt år senere at blive valgt ind i Folketinget.
- Det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg for alt i verden ikke ville have, at andre skulle se mig som svag eller forkert. Og at jeg heller ikke havde lyst til at blive stemplet som "hende dér, der er syg", fortæller hun i et interview med magasinet Main.
Det er første gang, at Rosa Lund står offentligt frem og fortæller om sin sygdom. Hun fortæller til Main, at hun lider af attakvis-sklerose, der rammer i angreb. Ingen ved, hvornår eller hvor mange attak en person får, eller hvor hårdt sygdommen rammer.
Med diagnosen kunne den ellers meget aktive politiker ikke på samme måde som tidligere få udløst sin retfærdighedssans.
- Her var der pludselig en kæmpe uretfærdighed, som jeg ikke kunne stille noget op imod. Jeg kunne ikke rette min vrede mod sygdommen eller noget andet - det er en sygdom, der ikke kommer af noget, så der er simpelthen ikke noget eller nogen, man kan være vred på. Pludselig kunne jeg ikke arrangere en demonstration eller skrive en kronik, og det var helt utrolig frustrerende, fortæller hun og tilføjer, at hendes sygdom har gjort hende mere opmærksom på sundhedsvæsenet.
– Jeg kan med egne øjne se, hvor hurtigt de løber, og hvor voldsomt et minut-tyranni og hvor meget kontrol, de er udsat for hele tiden, siger Rosa Lund.
Rosa Lund blev for Enhedslisten i Københavns Storkreds valgt ind i Folketinget i 2011. Hun blev uddannelsesordfører, daginstitutionsordfører, familieordfører og senere forskningsordfører. Ved valget i 2015 mistede hun sin plads i Folketinget.