Ritzau
Opdateret kl. 19:30
Når børnene juleaften går om bord i gavebunken under juletræet, bør man som forælder måske tjekke gaverne med legetøj igennem en ekstra gang.
I hvert fald hvis man har købt legetøj i kæden Toys 'R' Us.
Legetøjskæden advarer nemlig om, at legetøjet Karaoke System Singing Machine kan give stød på grund af en sikkerhedsbrist
- Hvis du sætter strømforsyningen og adapteren forkert sammen, så et af strømforsyningens ben stikker udenfor adapteren, kan du få stød, hvis du rører ved det ubeskyttede ben, skriver Toys 'R' Us i en pressemeddelelse.
Hvis man har købt legetøjet i november eller december har den en defekt adapter, og man bør derfor ikke bruge den.
Toys 'R' Us oplyser, at man kan skrive til deres kundeservice, hvor man oplyser sit navn, e-mail, telefonnummer og adresse. Så vil de sende en ny adapter. Man kan ikke bytte dem i butikkerne.
/ritzau/