Nu går Marcel De Sade ind i politik. Under kandidatliste M er Marcel Sade opskrevet som eneste kandidatnavn til kommunalvalget 21. november.
Der er ingen oplysninger om, hvad baggrunden er, for at den flamboyante jetsetter har besluttet at gå ind i kommunalpolitik.
Frederiksberg Bladet har forgæves forsøgt at snakke med Marcel de Sade angående hans politiske ambitioner, men han vil ikke oplyse sit nummer til journalister. I stedet opfordrer han til, at interesserede kan tage kontakt til ham, når han dagligt spadserer rundt på Frederiksberg Allé.
I et interview til Berlingske i 2014 har han dog tidligere nævnt, at høfligheden og dannelsen er forsvundet, fordi der er cykler på fortovet, telefonsnakkende bilister, en forfladigelse af sproget, skrigende børn overalt, en umyndiggjort folkeskole og ulyttelig musik - eller musak - i radioen.
Om det vil være iblandt hans politiske mærkesager, kan man kun gisne om.
Marcel De Sade er født under det borgerlige navn, Jørgen Vase Schmidt. Andre kender ham også som Marquis de Sade.
Han hævder at have købt titlen ’marquis’ af Vatikanstaten i 1950'erne. Helt præcis skal han derfor omtales hans excellence Marcel de Sade, Marquis af Keriolét
I 1969’erne døbte medierne ham ’den falske marquis’, da han blev dømt for omfattede bedrageri. Selv mente han, at dommen var udtryk for en omgang dansk jantelov.