Kendt fra DR: Vi var røvfattige og min mor betalte formue for den julegave

Mikkel Lomborg - også kendt som Hr. Skæg - er helt vild med jul og tidlige decembermorgener.
Hr. Skæg, alias Mikkel Lomborg, er vild med tidlige decembermorgener.
Hr. Skæg, alias Mikkel Lomborg, er vild med tidlige decembermorgener. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix

For Mikkel Lomborg bliver december en overordentlig travl måned med både optrædener som Hr. Skæg - blandt andet kendt fra DR - i Rødovre Centrum og forestillinger i Tivolis opsætning af musicalen "Elf".

Han drømmer om tidlige morgener med kalenderlys, og så husker han tilbage på den jul, hvor hans mor fik udstoppet en harekilling til ham, der havde ligget i deres fryser i tre år.

Her fortæller han om sin jul:

Hvor skal du holde jul i år?

- Det skal jeg hos min svigerfamilie. Det er et stykke tid siden, vi har gjort det, så nu er det deres tur. Min svigerfamilie er fra Pakistan, men de går all in på dansk jul bare minus flæskestegen. Der er risalamande, pebernødder, juletræ og alt, hvad der hører til.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

- Min svigerfar render rundt med nissehue på og siger "jule-jule-jule-jule" hele aftenen. De har en fest, og jeg bliver helt blød om hjertet ved tanken om, hvor meget de har taget julen til sig, og hvor meget det betyder for dem.

Hvornår sænker julefreden sig hos dig?

- I år bliver det den 23. december om aftenen, efter at vi har spillet "Elf". Så vågner jeg den 24., og så skal jeg ikke på arbejde et helt døgns tid. Hver formiddag i december optræder jeg også som Hr. Skæg i Rødovre Centrum, så det bliver ret travlt.

Hvilke særlige juletraditioner har I i familien?

- Min kone havde allerede en datter, da jeg flyttede ind, så der var nogle traditioner, der var nye for mig. De putter kalendergaver i en julesok, det havde jeg aldrig prøvet før.

- I gamle dage gik jeg altid en lang tur med min lillesøster juleaften om natten, når vi havde pakket gaver op. Vi boede nede på Sydsjælland i Karise, og jeg var 10 år ældre end hende, så hun har vel været omkring 6 år og jeg 16, da vi begyndte på det.

Hvornår holdt du op med at tro på julemanden?

- Jeg var omkring otte år gammel, og det var cirka på samme tidspunkt, at jeg holdt op med at tro på, at mine bamser forstod, hvad jeg sagde. Jeg kan huske, at det var meget modvilligt. Det var som at drømme en drøm, man ikke har lyst til at vågne fra. Det er et magisk univers, der forsvinder, fordi hjernen udvikler sig til en kynisk, realistisk, punkteret ballon.

Hvad er dit bedste juleminde?

- Det, der står stærkest for mig, er tidlige decembermorgener. Det med at tænde kalenderlyset og sidde og spise morgenmad, at det er mørkt udenfor, og julen venter lige om hjørnet. Det er den smukkeste situation, og det kraftigste minde, jeg holder allermest af, både fra da jeg selv var barn og til nu, hvor jeg selv har en familie.

Hvilken jul har været den værste?

- Det var den jul, hvor min mormor fik blindtarmsbetændelse juleaftensdag, og halvdelen af familien sad på hospitalet, mens mig og min bror var alene med en onkel, som vi ikke var sådan helt trygge ved. Der blev kastet en bombe i familien, og det hele handlede om min mormor.

- Der var ikke rigtig nogen voksne, så jeg spiste simpelthen så meget slik og endte med at få så ondt i maven, at jeg næsten ikke kunne trække vejret. Jeg kunne ikke komme af med det på toilettet. Jeg har vel været en seks-syv år, og jeg var fuldstændigt forspist. Det glemmer jeg aldrig.

Hvad er den bedste julegave, du har givet?

- Nogle gange rammer man bare plet, og det elsker jeg at gøre. En jul tilbage i midt 90'erne gav jeg min lillesøster, der på det tidspunkt var 8-9 år gammel, billetter til Green Day i KB Hallen. Hendes far har aldrig rigtig været en del af vores liv, så jeg var sådan lidt pseudofar, fordi jeg var den ældste storebror. Jeg kunne godt lide at give hende gode gaver, og den jul gav jeg hende tre billetter, så hun ud over mig også kunne tage en veninde med. Hun blev så glad.

Hvad er den bedste gave, du har fået?

- Det var en udstoppet hare. Jeg havde ønsket mig et udstoppet dyr i så mange år, men der var aldrig rigtig nogen, der tog det ønske alvorligt. Jeg var en meget ensom dreng, der voksede op ude på landet og var meget interesseret i naturen.

- Jeg havde mit eget dyrelaboratorie, hvor jeg undersøgte dyr. På et tidspunkt fandt jeg en harekilling, som var død, og som jeg tog med hjem og lagde i en plastikpose i vores fryser. Der lå den i tre år eller sådan noget.

- Jeg havde været i Indien med Tvind i to måneder, og da jeg kom hjem til jul, havde min mor fået den udstoppet, og den fik jeg så i gave. Jeg hoppede rundt. Jeg blev så glad. Vi var røvfattige, og jeg vidste, at min mor havde betalt en formue for at få den udstoppet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.