Kendt forfatter mistede far i togulykke for 30 år siden: Man kommer sig aldrig helt

Krimi
Den prisbelønnede forfatter Katrine Marie Guldager mistede sin far i en togulykke. (Foto: Foto: Politikens Forlag/PR)

Forfatteren Katrine Marie Guldager mistede sin far i togulykken i Sorø. Hun skriver i en klumme, at "meget kan blive godt igen. Og fantastisk. Men det samme? Det bliver det aldrig".

For den 52-årige forfatter Katrine Marie Guldager er onsdagens togulykke på Storebæltsbroen noget, der fremkalder smertelige minder.

Hun mistede sin far 25. april 1988 i en togulykke i Sorø. Her mistede otte mennesker livet og 72 blev kvæstet, da et tog med høj hastighed kørte af sporet.

I en klumme i Politiken fortæller hun om sorgen, men skriver også, at hun har oplevet, at meget kan blive godt igen, men aldrig det samme.

"Hele mit liv ændrede sig den eftermiddag. Mit forfatterskabs allerførste linje handler om min fars begravelse, og mit liv ville have været meget anderledes, hvis ikke det havde været for den ulykke", skriver Katrine Marie Guldager.

Hun fortæller om timerne efter ulykke i Sorø, hvor hun kørte rundt på må og få mellem sygehuse og politistationer i Ringsted, Sorø og Slagelse for at finde sin far:

"Det var mig alene, der identificerede ham, og jeg tror faktisk ikke, at man kommer sig helt over den slags oplevelser. Det skal man nok heller ikke. I det hele taget tror jeg, mange pårørende vil opleve, at livet bare ikke bliver det samme igen. Meget kan blive godt igen. Og fantastisk. Men det samme? Det bliver det aldrig".

Hun skriver videre, at "vi mennesker kan være med til meget, så længe vi kan se en mening med det. Men over for det helt meningsløse er det, som om noget slukker i os".

Måske vil det være en hjælp, hvis sorg er noget, vi kan blive bedre til at tale om, skriver hun, men "i første omgang kan man nok ikke gøre sig forhåbninger om meget mere end at få hul på sorgen".

Ved ulykke på Storebæltsbroen blev otte personer dræbt, da et lyntog på vej fra Fyn mod Sjælland blev ramt af dele fra et godstog, som kørte i den modsatte retning.

Ulykken er den værste togulykke på de danske jernbaner siden 1988, hvor Katrine Marie Guldagers far var blandt dødsofrene.