I en opsang helt fra toppen i Dansk Industri (DI) stilles der nu krav til dansk erhvervsliv om, at opgaven med at sikre faglært arbejdskraft skal løses.
Det er Karsten Dybvad, administrerende direktør i DI, som i et interview med Jyllands-Posten blandt andet siger, at "det kan godt være, at det er svært at få fat i de unge, men det nytter ikke noget at give op. Særligt ikke, når man kan se behovet":
- Faglært arbejdskraft er en opgave og et ansvar, der hviler på virksomhedernes skuldre, for det er så sandelig også dem, der får glæden, siger han.
I et brev til samtlige direktører i medlemskredsen opfordrer DI virksomhederne til at tage flere lærlinge. Der skal laves 500 ekstra lærepladser for at leve op til delmålet i trepartsaftalen fra 2016.
Her står der, at der i 2018 skal være etableret 2.100 ekstra praktikpladser.
Glæde hos LO
DI's brev til medlemmerne modtages positivt hos LO. Her siger formand Lizette Risgaard, at hun har respekt for DI's tiltag:
- Jeg vil rigtig gerne have, at Karsten Dybvad får hul igennem, så vi kan se, om målene fra trepartsaftalen virker. Virksomhederne skal i hvert fald til at sadle om, hvis vi ikke fortsat skal mangle et hav af faglærte.
Også Dansk Metals formand, Claus Jensen, er tilfreds med DI's nye signaler. Han siger til avisen, at der er brug for "en ny kultur, også hos de unge, men især hos virksomhederne om at tage flere, hvis de vil have faglærte i fremtiden".