Den danske fodboldspiller Pierre-Emile Højbjerg er blevet far for første gang, og det lader hans klub, Southampton, ham nyde i nogle dage.
Den 22-årige dansker har fået fri til at være med familien hjemme i Danmark frem til mandag, og dermed er han med sikkerhed ikke med, når Southampton i weekenden møder Crystal Palace.
Det skriver avisen Daily Echo.
Pierre-Emile Højbjerg har ikke været udtaget til det danske landshold på det seneste, og han har heller ikke været en del af Southamptons hold endnu i sæsonens fire første Premier League-kampe.
- Jeg vil gerne ønske Pierre-Emile Højbjerg og hans familie tillykke med fødslen af hans datter. Han er i sit hjemland nu, siger Southampton-manager Mauricio Pellegrino.
- Han er den eneste spiller, som er væk, alle andre er klar og kan blive inkluderet i truppen.
Southampton har i sæsonens fire første ligakampe hentet en enkelt sejr og to gange uafgjort.
/ritzau/