Kender du denne mand? Truede med pistol og stak væk i handicapbil

Fyns Politi leder efter en mand på cirka 30 år efter røveri i Harndrup. Han flygtede derfra i en handicapbil.
Fyns Politi leder efter denne mand efter et røveri i Harndrup på Fyn fredag aften.
Fyns Politi leder efter denne mand efter et røveri i Harndrup på Fyn fredag aften. Foto: Fyns Politi/Free

Fyns Politi leder efter en mand, som er efterlyst for et røveri mod Dagli'Brugsen i den vestfynske landsby Harndrup fredag aften.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse natten til lørdag.

Fyns Politi modtog anmeldelsen om røveriet i Dagli'Brugsen på Rugårdsvej fredag klokken 19.59.

Anmeldelsen gik på, at en ukendt gerningsmand kort forinden havde truet en kassemedarbejder med en pistol og fået udleveret et større kontantbeløb.

- Han stak herefter af fra forretningen med pengene ud til en holdende bil, som han kørte i fra stedet i sydlig retning mod Fjellerupvej, skriver Fyns Politi.

Bilen beskrives som en nyere blå Ford Transit-handicapbil. På siden af den står "Motorbyen". Bilen er ikke set siden.

Gerningsmanden beskrives som dansk af udseende, omkring 30 år gammel og 180 centimeter høj. Han var "usoigneret" og iført en mørk hættetrøje, sorte bukser og sorte sko med et hvidt logo. Manden talte dansk.

Fyns Politi vil meget gerne i kontakt med folk, som kan have bemærket noget af interesse. Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.