Hun har noget at leve op til.
Seksårige Suri Cruise, der er barn af film- og tv-stjernerne Katie Holmes og Tom Cruise, er blevet besat af makeup, skriver Female First.
Og mor Holmes er ikke bleg for at give datteren skønhedstips med på vejen - heller ikke selv om det i sidste ende går ud over Dawson's Creek-stjernens lager af skønhedsfremmende produkter.
- Som regel kan jeg ikke finde min make-up, når hendes venner besøger os. Jeg fortæller hende, at hun skal være diskret med det. Man kan altid putte mere makeup på. Begynd med ét produkt. Du ville heller ikke tage alle dine smykker på på én gang, siger den 34-årige skuespillerinde.
Katie Holmes krydser fingre for, at datteren Suri arver hendes egen naturlige tilgang til sminken.
- Min egen tilgang til skønhed er at være så naturlig som muligt og at tage beslutninger, der giver mening. Hvis jeg skal have tung makeup på, så er det dikteret af begivenheden, siger Katie Holmes.
/ritzau/