Selv om Karsten Ree med sine 75 år bestemt er i risikogruppen for at blive alvorligt syg, hvis han bliver smittet med corona, har han ikke tænkt sig at smøge ærmet op på sin safari-skjorte og lægge overarm til vaccinen, når det blive hans tur.
Det fortæller han i et interview med B.T.
– Nej, for der er blevet stukket og flået nok i mig af forskellige andre årsager de seneste år, forklarer han om sin beslutning. Rigmanden har blandt andet været gennem et hårdt og langvrigt kræftforløb.
Men det er altså ikke fordi, Ree har en generel mistillid til vacciner, at han har truffet sin beslutning. Han er derimod bekymret over, at coronavaccinerne er blevet udviklet så hurtigt.
– Jeg har den holdning, at noget, der er helt fremmed og nyt og tilvejebragt grundet en overraskende ting, der er sket, det er jeg bange for kan give nogle bivirkninger, siger han til avisen.
Beslutningen kan dog ændres. For eksempel hvis det bliver nødvendigt med en vaccine, hvis man skal ud at rejse. Men han vil helst afvente og se, hvordan vaccinen påvirker andre folk.
Med sin beslutning tilhører Karsten Ree et absolut mindretal. Det viser nye tal fra det såkaldte HOPE-projekt, der undersøger danskernes adfærd og holdninger under coronakrisen. Her er antallet af danskere, der vil sige ja til vaccinen steget fra 76% i december til nu hele 87%.
Ifølge seneste tal er 180.555 danskere nu blevet vaccineret – det svarer til 3,09% af befolkningen.