Kaos i Paris: Tåregas og vandkanoner

FRANCE-SOCIAL-POLITICS-ENVIRONMENT-OIL-DEMO (Foto: Lucas Barioulet/Ritzau Scanpix)

Flere tusinde demonstrerede lørdag i Paris, hvor politiet brugte tåregas og vandkanoner, mod en benzinskat.

Flere tusinde har lørdag været på gaden i Paris for at demonstrere mod Frankrigs regering og dens skat på diesel og benzin. Protesterne blev mødt med tåregas og vandkanoner fra politiet.

Det beretter flere nyhedsbureauer på stedet. Et af dem er det franske AFP, der skriver, at nogle demonstranter på stedet har hevet brosten op fra vejen og bygge barrikader.

Det har fået politiet til at opløse demonstrationen. En AFP-journalist fortæller, at politiet tog tåregas og vandkanonerne i brug, da nogle demonstranter forsøgte at forcere en afspærring.

Demonstranterne er klædt i gule refleksveste, som alle bilister skal have i deres bil. Demonstrationen er arrangeret for at protestere mod en skat på benzin og diesel fra den franske regering.

Skatten skal ifølge regeringen øge incitamentet til at købe biler, der er mere klimavenlige, skriver AFP.

Ifølge en journalist fra nyhedsbureauet Reuters har demonstranterne råbt blandt andet "Macron, træk dig" og "Macron, tyv" henvendt til præsident Emmanuel Macron.

Politiet har ifølge AFP på forhånd advaret om, at ekstreme aktivister fra både den yderste højre- og venstrefløj kunne bruge demonstrationen til at skabe ballade.

Det franske nyhedsbureau beretter videre, at demonstrationen muligvis er startet med at handle om benzinpriser, men den har ifølge AFP samlet folk, der er utilfredse med præsident Macron af flere forskellige årsager.

En 49-årig demonstrant ved navn Christophe, som AFP har talt med, fortæller, at lørdagens uroligheder kun får frustrationerne til at vokse.

Han er kommet til Frankrigs hovedstad fra Isere-regionen i det østlige Frankrig med sin hustru.

- Vi har kun demonstreret fredeligt, og så får vi tåregas, siger han.

- Vi har fået at se, hvordan vi bliver budt velkommen i Paris.

/ritzau/