Tusindvis af både færdige kanonslag og dele til produktionen af endnu flere blev beslaglagt på stedet, da politiet fandt en illegal fyrværkerifabrik.
Den illegale produktion af fyrværkeri foregik i en industribygning på Mads Clausensvej i Tinglev, og politiet kom på sporet af gerningsmændene efter afskydning af ulovligt fyrværkeri, som især har plaget Aabenraa-området.
De tusindvis af kanonslag og mængden krudt blev fjernet af EOD, Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste.
Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi blev der fundet 3.106 kanonslag samt en spand med knap tre kg krudt.
At produktionen skulle være fortsat stod helt klart. På stedet blev der fundet 4.212 tomme paprør til produktion af kanonslag.
Desuden viste tomme kasser spor af yderligere næsten 1.600 kanonslag.
Der blev også fundet værktøj til fremstilling af kanonslag.
På stedet stod der også en elektrisk palleløfter, som blev stjålet fra et lager på Nordsjælland i 2015.
En 24-årig og en 32-årig mand fra Aabenraa er sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven med underliggende bekendtgørelser.
Den 24-årige har erkendt, men blev sammen med den 32-årige løsladt efter afhøring.
Politiet har ikke ønsket at fortælle nærmere om, hvordan det fandt frem til den illegale fabrik i Tinglev.