Et mistænkeligt køretøj på villavejen, der måske kører langsomt fra postkasse til postkasse.
Det kan få mange til at smide et billede på Facebook med en advarsel til naboerne om at være opmærksomme.
Men overvej det nøje, advarer politiet via DR Nordjylland.
Man skal nemlig være påpasselig, for du kan i værste fald blive anklaget for falsk anklage.
- Hvis man kommer til at videregive oplysninger, som er uberettiget - hvor det viser sig, at det er en bil, der rent faktisk ikke foretager sig noget ulovligt, så kan det efter omstændighederne være strafbart at videregive billeder, siger Rune Vestergaard, politifuldmægtig ved ledelsessekretariatet i Nordjyllands Politi.
I juli lagde Belinda Wilquin fra Klarup et billede op at en bil, der havde sneglet sig rundt på vejene omkring hendes hus længe.
- Jeg kigger ud af mit køkkenvindue og ser en bil, der holder udenfor. Der sidder en kvinde med en blok og kigger på mit hus og mit postkasse og skriver nogle ting ned, fortæller Belinda Wilquin til DR Nordjylland.
Hun greb mobiltelefonen, tog et billede og delte det i en gruppe for Klarup-borgere.
Da hun lagde billederne op, gjorde hun sig faktisk ikke nogen overvejelser om, at det kan få uheldige konsekvenser. Hun ville bare advare naboerne hurtigst muligt i tilfælde af, at det var kriminelle, der var på færde.
Men selvom man med et opslag på Facebook alene har til hensigt at gøre andre opmærksom på mistænksom adfærd, så kan man ikke vide, hvordan andre opfatter ens opslag.
Derfor skal man ifølge politiet også kun lægge billeder ud, når mistanken er tilpas konkret.
- Hvis man er i tvivl om, der foregår noget strafbart, så vil vi hellere, at man ringer til politiet, lyder det gode råd fra politifuldmægtig Rune Vestergaard.
- Vi er glade for, at borgerne hjælper hinanden med at holde øje med husene, når man er på ferie, med mistænkelige biler mv. Men det er et område, hvor man skal tænke sig godt om, inden man lægger noget op på de sociale medier, siger politifuldmægtig Rune Vestergaard.