Beboerne i landsbyen Rise-Hjarup ved Aabenraa er oprørte over, at flere løsslupne, bidske kamphunde har bidt andre hunde ihjel. De er simpelthen bange for at gå ud med skraldespanden og tage bussen hjem, oplyser dr.dk/syd.
Det er blandt andet hunde af racen amstaff, der bruges i hundekampe, som har rendt løst omkring i den lille by. Mindst ti gange har Aabenraa Politi fået anmeldelser om de bidske hunde.
- Jeg kan bekræfte, at vi har sigtet ejeren for flere tilfælde af overtrædelse af hundeloven, men jeg kan ikke sige, hvad der konkret vil ske, fortæller Bjarne Petersen fra Aabenraa Politi til dr.dk/syd.
En skandale
Dansk Kennel Klub kalder sagen for en skandale.
- Politiet kunne have handlet for langt tid siden. De har beføjelserne til at fjerne hundene, hvis de har en truende adfærd, så jeg kalder det for nøleri af rang, fortæller Vibeke Friis, kommunikationskonsulent i Dansk Kennel Klub.
Vicepolitiinspektør Knud Reinholdt fra Aabenraa Politi siger til dr.dk/syd, at sagerne nu bliver gennemgået for finde ud af, om hundeloven er blevet udnyttet tilstrækkeligt. Ejeren af hundene mener, at nogen må have lukket hendes hunde ud. Og at hun fra dag ét hun flyttede til byen fra København er blevet udsat for chikane på grund af kulturforskelle.