En 41-årig mand kæntrede søndag eftermiddag i sin kajak på Mossø nær Skanderborg, og blev efterfølgende bragt til Skejby Sygehus i livløs tilstand.
Ifølge Sydøstjyllands Politi er manden nu i live, men man har ikke yderligere oplysninger om hans tilstand.
Ulykken skete, da manden sammen med sin kæreste var på kajaktur på Mossø og besluttede sig for at sejle ind i Tåning Å, oplyser Brand og Redning Skanderborg til Ritzau.
- Da kvinden, som sejler forrest, sejler ind til bredden og går i land, opdager hun, at manden ikke er med, men at han ligger og flyder rundt ude i vandet med ansigtet nedad, siger indsatsleder Jørgen Hansen.
Manden var iført en svømmevest, som - modsat en redningsvest - ikke sikrer, at luftvejene holdes fri af vandet. Det er uvist, hvorfor manden kæntrede.
Mens kæresten hoppede i vandet for at komme manden til undsætning, slog en gruppe øjenvidner alarm.
- Da vi ankommer til stedet, ligger kvinden ude i sivene med manden i sine arme. Tre af brandfolkene får dem hjulpet i land, og på det tidspunkt er manden livløs, siger Jørgen Hansen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.