Kæmpe undersøgelse: Idrætsklubber sjusker med skat for millioner

Danske idrætsklubber sjusker med skat for et tocifret millionbeløb, viser et projekt.
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix

Når danske idrætsklubber udbetaler løn til deres spillere og ledere, sker det ofte på måder, der er i strid med skattereglerne. Det kan for eksempel være, at de får skattefri kørepenge, de ikke har ret til - eller at de modtager rejser og tøj uden at blive beskattet af goderne.

Det skriver Politiken torsdag.

Sådan lyder nogle af konklusionerne på et projekt, som Skat har gennemført i dansk professionel idræt og nu afslutter efter tre år. I alt har myndigheden foretaget 1.375 kontroller af personer og klubber, især i håndbold samt fodbold, og der har været fejl i 77 procent af dem. Derfor har Skat indkrævet et tocifret millionbeløb i manglende betalinger til de offentlige kasser.

"Det viser, at det har været nødvendigt at sætte ind", siger Orla Riishede, underdirektør i Skat til Politiken. Han tilføjer, at "fejlprocenten er højere, end vi er vant til at se i andre projekter".

Dog mener han, at der typisk er mere tale om fejl, mangel på viden og sjusk end egentlig fusk. Det afspejler sig også i, at Skat kun har rejst krav om bøde i 11 af sagerne.

"Det er de tilfælde, hvor overtrædelsen er så alvorlig, at vi mener, det er bevidst snyd eller groft uagtsomt. Det kunne være massivt brug af kørselsgodtgørelser, så beløbene bliver så store, at det ikke kan passe. Når enhver kan se, det reelt set er aflønning af en spiller. Måske har han ikke engang kørekort - det har vi været ude for", siger Orla Riishede, der også har et bud på, hvorfor der er så mange skattefejl i sportsklubberne:

"Den danske idrætsverden er præget af foreningslivet med frivillige hjælpere og trænere. Hvis vi går lidt tilbage i tiden, har de været ulønnede, og der har været en afslappet holdning til, hvordan man aflønner. Men når mange klubber nu er blevet professionelle, kan de ikke altid vænne sig til det. Vi finder så mange fejl, fordi de har været vant til en kultur, hvor de kunne aflønne spillere med for eksempel kørselsgodtgørelser, men det går bare ikke, når man er en professionel klub".

Mere præcist har de mange sager ført til "reguleringer for 71,8 millioner kroner". Det er altså det beløb, som er blevet beskattet forkert, fordi klubber har betalt for lidt i moms eller spillere for lidt i skat. Derfor har Skat i sidste ende kunnet indkræve et pænt tocifret millionbeløb.

Politiken har tidligere sat fokus på de mange fejl i håndbold. For eksempel er cirka 20 spillere og ansatte fra 1. divisionsklubben Team Sydhavsøerne blevet dømt til at betale i alt cirka 1,5 millioner kroner tilbage, mens ligaholdet Mors-Thy også er hårdt ramt af sager om fejlagtigt brug af kørselsgodtgørelser. Efter at Skat har bedt flere end 100 udøvere af den harpiksklistrede sport betale beløb mellem nogle få tusinde og over 300.000 kroner tilbage, har Håndbold Spiller Foreningen kaldt det for "en syg lønkultur".

Derfor er organisationens direktør, Michael Sahl-Hansen, heller ikke overrasket over resultaterne fra Skat's projekt.

"I nogle tilfælde kan vi se en systematik. Det var måden at gøre det på. Jeg skal ikke sige, at klubberne er ledet af onde mennesker, men det handler ind imellem om at få et tilbud til at se bedre ud, end det er - og så risikerer man at havne i fedtefadet, for eksempel med kørepenge. Det fortæller mig, at vidensniveauet ikke er højt nok", siger lederen af Håndbold Spiller Foreningen og tilføjer:

"Det handler også om at strække pengene mest muligt ved at gå til grænsen af det tilladte. Så øger det risikoen for, at man træder over den. Derfor rådgiver vi spillerne til ikke at være med til at gå til stregen - hellere være save than sorry, så de kan sove med ro i maven".

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.