Den potentielt største sag om social dumping på Bornholm kan være på vej. Det fortæller 3F Bornholm til DR P4 Bornholm.
Sagen drejer sig om opførelsen af to solcelleparker på Sydbornholm, som den bulgarske virksomhed Sunotec står for, fortæller faglig sekretær i 3F Bornholm, Finn Pedersen.
Han forklarer, at fem af medarbejderne uafhængigt af hinanden har fortalt, at de går til 10 euro i timen og arbejder seks gange om ugen 11 timer af gangen.
- Lige nu arbejder 30 mand på stederne, men det tal kommer i løbet af kort tid op på 100, siger Finn Pedersen.
- Hvis det vi har fået at vide fra de bulgarske medarbejdere er rigtigt, så er det den største sag om social dumping på Bornholm, siger han.
Sunotec har gennem Dansk Byggeri en overenskomst med netop 3F og skal på et møde i morgen dokumentere, at de også overholder den, fortsætter Finn Pedersen.
DR P4 Bornholm har været i kontakt med Sunotecs tyske direktør Torsten Herfert, som ikke ønsker at kommentere sagen.