Kæmpe OK18-overraskelse: Konfliktvarsler udsættes 14 dage

Efter en lang sej nat med forhandlinger besluttede Forligskvinde Mette Christensen i sidste øjeblik at forlænge konfliktvarslerne med 14 dage.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix Ritzau

Det blev til en lang nat med tovtrækning mellem arbejdsgivere- og tagere i løbet af en nat, hvor deadline for forhandling udløb midnat.

Men natten til onsdag endte det i stedet med en udsættelse af konfliktvarslerne, da Forligskvinde Mette Christensen mente, at der var tilpas gode takter mellem parterne til, at der var grobund for at forhandle yderligere.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Derfor er konflikten nu yderligere udsat 14 dage. Hvis det ikke var sket, ville der udbryde strejke den 22. april, mens en omfattende lockout af omkring 440.000 offentligt ansatte ville påbegynde den 28. april. Det nye strejkevarsel er den 8. maj, og det nye lockoutvarsel er den 12 maj.

Første gang konflikten blev udsat var den 28. marts. Dette er sidste gang, at Mette Christensen kan udsætte konfliktvarslerne.

Dramatisk OK18-aften

I løbet af natten til onsdag føg med det rygter inde fra Forligsinstitutionen op mod deadline kl 23.59. Mette Christensen havde oprindelig meldt ud, at det var knald eller fald op til deadline, og at hun ikke ville benytte muligheden for 'at sætte uret i stå' og forhandle ud på natten.

Det skete dog alligevel, da arbejdsgiverne kom med et endeligt tilbud til lønmodtagerne klokken 00.30 natten til onsdag. 

Arbejdsgivernes gav ifølge TV 2 News et sidste tilbud til lønmodtagerne som indebar en lønstigning på 8 procent over tre år. Det var en stigning i forhold til tidligere tilbud om en lønstigning på 7,9 procent.

Derudover tilbød arbejdsgiverne efter sigende at skrive frokostpausen ind i overenskomsten, hvilket har været et krav fra især akademikerne. Tilbuddet inkluderede dog ifølge TV 2 News en såkaldt 'rådighedspligt', hvor man skal stå til rådighed i frokostpausen, hvis der opstår akutte arbejdsopgaver.

Sidst, men ikke mindst, valgte arbejdsgiverne at tilbyde lærerne en halvårsnorm af arbejdstid. Det var en forbedring i forhold til arbejdsgivernes oprindelige krav om en helårsnorm, men tilpas langt fra lærernes ønske om en kvartalsnorm til, at det blev til et nej.

- Jeg må jo forvente, at når Forligsmanden vælger at udsætte med 14 dage, så regner hun med at kunne rykke lidt på parterne. Det tilbud som arbejdsgiverne kom med her til aften, var jo "no-go", sagde FTF-formand Bente Sorgenfrey til TV 2 News kort tid efter, at udsættelsen blev offentliggjort. 

På trods af uoverenstemmelserne vurderede Mette Christensen dog, at parterne var tilpas tæt på hinanden til, at de inden for de næste 14 dage muligvis vil kunne nå hinanden.

Parterne skal mødes igen på fredag klokken 10.00.

Opdateres... 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.