Lønnen til topchefer i Danmark er steget med 60 procent i perioden 2013-2016. Det skriver Finans.dk baseret på en analyse foretaget af konsulenthuset EY.
Analysen dækker de største nordiske virksomheder og viser, at de danske cheflønninger er steget betydeligt mere end eksempelvis de svenske.
- Hvis der på et tidspunkt for en del år siden har været et lønefterslæb i Danmark i forhold til dem, vi sammenligner os med, så er det fuldt ud blevet indhentet.
- Og nogle steder måske endda mere end indhentet, siger ATP's aktiechef Claus Wiinblad.
ATP er en af Danmarks største aktionærer og har tidligere påtalt markante lønpakker i de selskaber, pensionsselskabet har investeret i.
Lønnen til topcheferne i de største danske selskaber ligger ifølge Finans nu gennemsnitligt over 2,5 millioner euro årligt - 19 millioner kroner.
Thomas Thune Andersen, bestyrelsesformand i Ørsted (Dong red.), næstformand i Velux og medlem af flere andre bestyrelser, mener at lønstigningen har været tiltrængt i forhold til at ramme et internationale niveau.
- Jeg synes, jeg oplever en meget relevant opmærksomhed og et fokus fra aktionærers side, fra den generelle offentlighed og fra ledelsen selv på aflønning.
- Det er vigtigt at få debatten, og der skal være en god transparens, og bestyrelsen skal kunne forklare, hvorfor folk får de bonusser eller lønstigninger, de får, siger han til Finans.
De seneste år har lønstigninger og millionbonusser til eksempelvis tidligere Novo- og Lundbeck direktør Kåre Schultz samt aktiebonusser til chefer i Ørsted og Nets fået stor kritik.
Fra starten af 2013 til slutningen af 2016 steg lønningerne i Danmark gennemsnitligt med 5,6 procent ifølge Danmarks Statistik.
/ritzau/