Kæmpe kaos hos TDC: 1.85 millioner kunder kan være ramt

Mange kunder kan hverken ringe eller modtage opkald efter TDC-nedbrud på mobilnetværket.
Mange kunder kan hverken ringe eller modtage opkald efter TDC-nedbrud på mobilnetværket. Foto: Torkil Adsersen/Scanpix

Antallet af kunder, der er påvirket af TDC's nedbrud på mobilnetværket, er steget. Op til 1,85 millioner kunder kan være påvirket. Det oplyser TDC Group i en pressemeddelelse.

Mange kan hverken ringe eller modtage opkald, men sms og mobilt internet fungerer fortsat, selv om nogle kunder har oplevet at miste dataforbindelsen i perioder.

Fejlen berører kunder over hele Danmark, der benytter mobiltelefoni eller benytter fastnettelefoni via bredbåndslinje.

Der er ingen konkret tidshorisont på udbedring af fejlen.

- Alt disponibelt mandskab er sat ind for at finde fejlen og få den løst hurtigst muligt, så kunderne igen kan tale i telefon, skriver TDC i pressemeddelelsen.

- Siden fejlen opstod i morges, er det nu lykkedes at skabe en løsning, hvor det er muligt for TDC's mobilkunder at modtage opkald fra andre operatørers mobilnetværk, skriver TDC.

Mandag formiddag var meldingen, at 450.000 kunder var påvirket af nedbruddet, men det er altså kun blevet værre, som dagen er skredet frem.

TDC ønsker ikke at oplyse, hvad der er årsag til nedbruddet.

Som kunde "kan man eventuelt ringe via Facetime, Messenger eller WhatsApp", hvis man har adgang til mobildata, råder TDC til.

TDC oplyser, at kunder løbende kan holde sig opdaterede via kundekanaler - herunder Facebook og TDC's hjemmeside. Erhvervsdrivende vil modtage mails med opdateringer.

Det er på YouSees facebookside, kunder kan følge med i udviklingen. YouSee er en del af TDC Group.

TDC er Danmarks største teleselskab og udbyder af telefoni, tv og bredbånd til private og erhvervsdrivende. Selskabet havde ved udgangen af 2017 1,9 millioner mobiltelefonkunder og kunder i over ti millioner hjem i Norden.

Dermed er det stort set alle TDC's mobiltelefonkunder, der er ramt af nedbruddet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.